6. december 2023
På forsikringsområdet specificerer begrebet erstatningsperiode den tidsramme, inden for hvilken forsikringstageren (den forsikrede) kan kræve kompensation for økonomiske tab som følge af en forsikret begivenhed. Den fungerer som en grænse for forsikringens dækning og begrænser den for tab i forbindelse med forretningsafbrydelse (BI) til det mindste af det tidspunkt, hvor påvirkningen af virksomheden ophører, eller den maksimale tidsperiode, der er fastsat i policen.
Men overraskende nok bliver dette vigtige aspekt af en police ofte overset, når det er tid til fornyelse. Lad os undersøge årsagen til det, og hvad forsikringstagere kan gøre for at komme foran.
Hvordan fastsættes en erstatningsperiode?
Lad os først se på, hvordan erstatningsperioder fastsættes i et standardprogram for industrielle specialrisici (ISR). Da det er en ejendomspolice, er fysisk reetablering ofte i højsædet, når man overvejer policens vilkår, og hvordan et krav kan fungere i praksis. Dette kan nogle gange være kontraintuitivt, da erstatningsperioden bør fastsættes for at sikre, at de fleste af de tænkelige økonomiske konsekvenser for virksomheden forårsaget af forsikrede skader vil forekomme inden for den maksimale erstatningsperiode (MIP), der er angivet i policen.
En typisk ISR vil fastsætte en maksimal erstatningsperiode på mindst 12 måneder. Denne periode fastsættes normalt ud fra den tid, der er nødvendig for at genoprette et hypotetisk totaltab, i betragtning af den sandsynlige reparationsperiode for den forsikrede ejendom. Det overses dog ofte, at krav om forretningsafbrydelse ikke nødvendigvis ophører, når skaden er udbedret.
Der er flere grunde til, at et krav om forretningsafbrydelse kan strække sig ud over den dato, hvor den forsikrede skade er blevet udbedret. Tabte markedsandele, tidsmæssige problemer i forbindelse med indregning af indtægter og brug af eksisterende lagre og forlænget opstart tilbage til normale driftsniveauer for at nævne nogle få. Hvis der ikke er tale om et totalt tab, bør den maksimale erstatningsperiode i de fleste tilfælde være tilstrækkelig til at dække tab, der strækker sig ud over afslutningen af de fysiske reparationer. Men ved længere og mere komplekse reparationer kan tab, der strækker sig ud over erstatningsperioden, blive et problem i forbindelse med et erstatningskrav.
Cyberpolitik og hvordan den adskiller sig fra en ISR
Billedet bliver mere komplekst, og erstatningsperioden eksponentielt vigtigere, hvis vi anvender ovenstående begreber på en cyberpolitik. Det kan være langt sværere at forudse konsekvenserne af et cyberbrud, før det sker. Der er ingen tidsfrister for fysisk reetablering af bygninger eller anden ejendom, som kan bruges som grundlag for at fastsætte en erstatningsperiode. Den skade, et brud kan forårsage, kan også være vidtrækkende og udfordrende at forudsige i et før-tab-miljø i betragtning af den potentielle rækkevidde og omfanget af indvirkninger på virksomheden, især i betragtning af den mere begrænsede historie med cyberbrud sammenlignet med traditionelle materielle skader og reparationer. Tænk også på, at et typisk cyberangreb er kort, skarpt og som regel overstået i løbet af få dage eller uger. Virkningerne af bruddet kan dog ofte vare meget længere.
Hvis vi overfører ovenstående tankegang til fastsættelse af ISR-politikker, er det rimeligt at antage, at erstatningsperioden for en cyberpolitik normalt vil blive fastsat ud fra selve cyberbruddet snarere end den løbende påvirkning af virksomheden. Et website eller en server med en stor påvirkning kan ofte være online igen via sikkerhedskopier eller genskabelse i løbet af timer, dage eller højst uger. En erstatningsperiode i en cyberpolitik vil ofte afspejle dette og er typisk sat til omkring 90 dage. I betragtning af den kompleksitet, der kan opstå i forbindelse med et krav om forretningsafbrydelse, er det så nok til at afdække eksponeringen for både den forsikrede og forsikringsselskabet?
Indvirkning på et krav
Lad os nu se på et scenarie, hvor en virksomhed oplever et cyberbrud, der fører til en betydelig forstyrrelse af dens drift.
Hvis virksomheden kommer sig og genoptager normal drift inden for erstatningsperioden, er alle tab, der er opstået i den periode (uanset om det er tab af fortjeneste eller yderligere omkostninger), typisk dækket af policen.
Men hvis genoprettelsesprocessen tager længere tid end forventet, eller mere almindeligt, hvis den faktiske økonomiske indvirkning på virksomheden ikke udkrystalliserer sig, før erstatningsperioden er udløbet, gælder forsikringspolicens dækning ikke længere. Der er en række måder, hvorpå dette kan materialisere sig i et krav. For eksempel kan en forsikret miste langsigtede kontrakter som følge af, at de ikke kan udføre deres normale arbejde, eller de kan fakturere kvartalsvis/ved projektafslutning, og selv om arbejdet går tabt, er der ingen økonomisk indvirkning på virksomheden inden for erstatningsperioden. Cyber-tab er også meget omtalte, og muligheden for vedvarende skade på omdømmet er en væsentlig bekymring.
Begrænsninger i dækningen
Når en erstatningsperiode udløber, dækker forsikringspolicen normalt ikke yderligere tab, der opstår efter denne periode. Det betyder, at eventuelle tab, der opstår efter udløbet af erstatningsperioden, ikke vil blive kompenseret af forsikringsselskabet, selv om de er en direkte følge af den oprindelige begivenhed.
Det er vigtigt, og det er der nogle gange mindre opmærksomhed på, at det omvendte også er tilfældet, og det gør forsikringsselskaberne udsatte. Hvis en forsikringstager lider et tab i løbet af erstatningsperioden, men derefter genvinder dette tab fuldt ud efter erstatningsperiodens udløb, er forsikringsselskaberne forpligtet til at godtgøre forsikringstageren for de lidte tab, selv om der er sket en delvis eller fuld genvinding, som normalt ville have udlignet de påståede tab.
Det er især relevant, når det drejer sig om cybertab, og det er der to grunde til. For det første har cyberpolitikker som tidligere nævnt typisk kortere erstatningsperioder. For det andet kan det nogle gange være svært at forstå den fulde effekt af et sikkerhedsbrud, før det er genoprettet. Så selvom den forsikredes netværksinfrastruktur måske er fuldt ud genoprettet, er de operationelle konsekvenser måske stadig ikke synlige.
Sammenfatning
Kort sagt, hvis erstatningsperioden er for kort, og den forsikredes påvirkning strækker sig ud over denne periode, kan virksomheden stå over for uerstattede økonomiske tab i perioden efter dækningens ophør. Omvendt skal forsikringsselskaberne være opmærksomme på, at selv om en kort erstatningsperiode kan virke fordelagtig med henblik på at erstatte et tab, kan det være til den forsikredes fordel, hvis der sker en inddrivelse, efter at erstatningsperioden er udløbet.
Den korrekte fastsættelse af en erstatningsperiode ved policens begyndelse eller fornyelse kan gøre en væsentlig forskel for de praktiske konsekvenser af et krav. Det er vigtigt, at eksperter med kendskab til tab i forbindelse med forretningsafbrydelse, der er specifikke for den pågældende police, konsulteres for at sikre, at de rette overvejelser bliver gjort. Forhåbentlig resulterer dette i en gnidningsløs og passende skadesoplevelse for alle parter.
Få mere at vide > Kontakt [email protected].
